Idealisten

Aftenens film er noget så sjældent som en dansk politisk spændingsfilm, der mærkeligt nok og uretfærdigt er blevet lidt overset. Den behandler en af det 20. århundredes mest hemmeligholdte begivenheder: Under den kolde krig i 1968 styrter et amerikansk B-52 bombefly med fire brintbomber om bord ned under indflyvningen til den amerikanske militærbase ved Thule i Grønland. Både den danske og amerikanske regering melder at ulykken er under kontrol, og et stort antal danskere   sættes ind i oprydningen på basen.

20 år senere opsøges den unge radiojournalist Poul Brink af en tidligere thulearbejder, der hævder at de mystiske og dødelige sygdomme, hans kolleger nu dør af, skyldes dette oprydningsarbejde. Da Brink efterforsker historien og konfronterer det officielle Danmark med mistanken, mødes han af en mur af tavshed.

Instruktøren skildrer i denne næsten dokumentariske film dette journalistarbejde mere end tyve år efter begivenhederne, og giver på fremragende vis et billede af den dedikerede journalist, idealisten, der forsøger at efterspore historien. Peter Plaugborg spiller fint ildsjælen Poul Brink. Blandingen af rekonstruktion og arkivklip fungerer glimrende. Det er en vigtig og spændende danmarkshistorie, der fortælles her.

Krigen

Den danske film ‘Krigen’ handler om soldaten Claus, som er kompagnichef og udstationeret i Helmand-provinsen i Afghanistan. Hjemme i Danmark forsøger hans hustru, Maria, at holde styr på en travl hverdag med tre børn, der savner deres fraværende far.
På en rutinemission bliver Claus og hans mænd fanget i en farlig situation, og derfor tvinges kompagnichefen til at træffe en afgørende beslutning. For at redde en såret soldat og slippe ud af skudilden, vælger han at bombe området, men da det viser sig, at der også er kvinder og børn blandt de dræbte, står Claus over for en anklage om krigsforbrydelse og efterfølgende retssag i Danmark.
‘Krigen’ er det tredje skuespiller/instruktør-samarbejde mellem Tobias Lindholm og Pilou Asbæk efter de roste dramaer, R og Kapringen.
I 2012 blev en dansk kompagnichef tiltalt for at have dræbt afghanske civile, men sagen kom aldrig for retten. Det er episoder som denne, der har inspireret ‘Krigen’, som er en realistisk skildring af forholdene i et krigsramt Afghanistan, men også af konsekvenserne ved den danske, militære deltagelse – både på et restligt og et personligt plan.
‘Krigen’ har Tuva Novotny, Dar Salim og Søren Malling blandt birollerne

Tilladt for børn over 15 år

I lossens time

På en sikret institution et sted i Danmark foretager psykologen Lisbeth et forsøg, der skal vise kæledyrs effekt på psykopaters sind. Men eksperimentet går uhyggelig galt, da en ung drabsmand forsøger at begå selvmord, mens han råber op om Gud og udfrielse. Lisbeth tilkalder præsten Helen i håb om, at hun kan nå ind til patienten og redde hans sjæl, før det er for sent.
Søren Kragh-Jacobsen står for denne fordanskning af P.O. Enquists teaterstykke, hvor hovedpersonen er en præst, som bliver kontaktet af en psykolog, der er i gang med et forskningsprojekt på en sikret institution i nærheden. En ung indsat har forsøgt selvmord, og da han tydeligvis er stærkt troende, håber psykologen, at præsten kan nå ind til ham. Men da præsten ankommer til institutionen, opdager hun, at det også handler om, at psykologens projekt er kørt af sporet, og at psykologen selv er tvivlende over for, hvad der egentlig sker.
Enquists historie hviler på en meget religiøs bund, men af den type, hvor det er personernes egen søgen, der betyder noget. Hovedpersonen kommer ud i en krimiagtig optrevlen af den unge mands fortid, så hun lærer at forstå hans motiver, inklusive det brutale dobbeltmord, han er dømt for. Men samtidig bevæger præsten sig også mod en erkendelse, der formentlig er præget af Enquists pietistiske opvækst, væk fra det folkekirkelige og til en mere mystisk tro og accept af noget guddommeligt i det uforståelige.

En Kongelig Affære

Vi lægger ud med sidste års Oscarnominerede danske storfilm. Det er en historisk film, der skildrer forholdet mellem den unge sindssyge kong Christian VII, dennes helt unge dronning Caroline Mathilde og kongens læge Struensee. Det er kendt højdramatisk, danmarkshistorisk stof, behandlet af adskillige skribenter tidligere, bl.a. af Per Olov Enquist i hans berømte roman ”Kongens livlæge”. Flere filmfolk har også forsøgt sig i stoffet, efter sigende selveste Erik Balling, men har måttet opgive. Historiske film er svære og dyre at lave!
Nu har Nikolaj Arcel, mest kendt for sin glimrende politiske thriller ”Kongekabalen”, vovet pelsen, og selv om han ikke hjembragte Oscaren, er de fleste anmeldere enige om, at det er blevet en meget vellykket film. ”Kostumedramaets mange faldgruber er undgået”, skriver Berlingskes anmelder, og Bo Green skriver i Weekendavisen: ”En kongelig affære er både en anfægtende kærlighedsskildring og et smukt forsøg på at skabe en moderne periodefilm”. Selv om historien og slutningen på den er kendt af de fleste, lykkes det for Arcel at folde den tragiske historie ud i en medrivende og veldisponeret film, hvilket også skyldes nogle fremragende skuespilpræstationer af især Mads Mikkelsen som Struensee og den unge Mikkel Boe Følsgaard som kongen.

Kapringen

Skibskokken Mikkel og maskinmesteren Jan er blandt de syv sømænd om bord på fragtskibet MV Rozen, der glæder sig til at komme i havn og hjem. Men i Det Indiske Ocean kapres skibet af pirater, der tager besætningen som gidsler og forlanger en ublu løsesum på mange millioner dollars. Det er nu op til den danske skibsreder at forhandle sømændene og skibet ud af de somaliske piraters kløer.