Mennesker Bliver Spist

Selv om det er let for kritikerne at synes, at Erik Clausen kører i samme rille med sin romantiserede arbejderklassefremstilling, så har vi i Gørlev Filmklub nu altid haft svært ved at stå for hans stædige appel til solidaritet og medmenneskelig omsorgsfuldhed. Vi skal ikke æde hinanden råt, men se det bedste i hverandre, det er hans evigt sympatiske budskab, også i denne film om den snigende demens, der kan ramme os alle.

Mekanikeren Herlufs og den kommunalt ansatte Ingelises mangeårige ægteskab står i stampe, og mens de forbereder datteren Gittes tredje bryllup, indleder Ingelise en affære med en kollega. Samtidig opdager Herluf, at han er ved at blive senil, da han begår en utilgivelig fejl på jobbet. Og en skønne dag kommer Herluf slet ikke hjem, og så bliver Ingelise og familien urolige.

”Mennesker bliver spist” viser Erik Clausen fra den alvorligere side. Det gode grin er der stadig, men det bliver faktisk overskygget af en varm og gennemsympatisk bekymring for alle de små hverdagsmennesker, der går og glemmer og bliver glemt.

 

Bemærk DOBBELTFILM-ARRANGEMENT Lørdag d 14. nov
med mulighed for spisning imellem de to film.

Dørene åbnes kl 15.30
Cafe fra 15.30-16.00 samt i pausen midtvejs.
1. Filmstart 16.00 “Mig ejer ingen”
og
2. filmstart kl. 20.00 ” Mennesker blir`spist ..”

Nymphomaniac

Søndagsarrangement. Dørene åbnes kl. 13.00 Filmen starter kl 13.30. afbrudt af en pause med cafe midtvejs. Gå ikke glip af denne filmoplevelse.

Den første af sæsonens to lange søndagsfilm er Lars von Triers vilde og poetisk og erotiske, men overhovedet ikke pornoagtige langfilm, som vi viser i den nedklippede 4 timers version ( vi vover trods alt ikke at vise filmen i hans personlige 5½ timer lange udgave! ).

Filmen følger den ca. 50-årige Joes lange rejse gennem livet. En kold aften finder den ældre charmerende ungkarl, hr Seligman, hende gennembanket i en gyde. Han tager hende med hjem for at pleje hende, mens han spørger ind til hendes liv. Joe, der selv diagnosticerer sig som nymfoman, fortæller derefter sin overdådige og saftige livshistorie til Seligman, der selv er en aseksuel bogorm.

Flertallet af anmelderne er forvirrede, men også meget imponerede, som Chr. Monggaard i Information, der kalder filmen et ”monstrum af en film, en krævende og svært definerbar blanding af mainstream og eksperiment, af en erotisk dannelsesrejse og filosofisk diskurs, af menneskelig tragedie og sort komedie….en væsentlig og fascinerende udbygning af en allerede markant filmkunstners betydelige oeuvre. Den rammer mig intellektuelt og fysiologisk, lige i hjernen, maven og skridtet, og selv om 4 timer er lang tid, er det ikke for lang tid”.

Sorg og Glæde

Den succesrige filminstruktør Johannes bliver gift med skolelæreren Signe. Han er dog ikke tilstrækkelig opmærksom på hendes mørke sider og jalousi, så en vinterdag i 1984 kommer han hjem og opdager, at Signe i en psykose har dræbt deres ni måneder gamle datter. Johannes er chokeret og ulykkelig, men vil også gøre alt for at beskytte sin sårbare kone og hjælpe hende tilbage til livet igen.

Den succesrige århusianske filminstruktør Niels Malmros serverer sin personlige tragedie, som mange sikkert har hørt om, og selvfølgelig må der opstå diskussion, om hvorvidt man kan tillade sig at filme ens egen tragedie, og det er der også blandt filmanmelderne, men Malmros har jo hele sit filmværk igennem så at sige dokumenteret sit liv i film efter film. Og han gør det, så det bliver vedkommende, og han gør det nærmest rystende usentimentalt. Filmen, som Malmros kalder sin sidste, er ”en rank afrunding på et livsprojekt”, som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse.

Det Gode Hjerte

Vi viste for nogle år side den glimrende debutfilm Noi Albinoi af den islandske instruktør. Nu viser vi hans amerikanske debutfilm.
Handlingen er ret enkel, for det er bevidst en minimalistisk film: Efter et selvmordsforsøg kommer den unge desillusionerede Lucas til at dele hospitalsstue med den kyniske særling og barejer Jacques. Han er indlagt efter sit 5. hjertetilfælde og beslutter at tage Lucas under sine vinger, så de sammen kan drive baren videre. Det er begyndelsen til et ejendommeligt venskab og en intensiv oplæring i bardrift.

”Dagur Karis amerikanske debut er blevet en varm og vellykket øvelse i at fortælle en evig historie: En bar skifter ejer, et hjerte skifter vært. Det er selve kontinuiteten, overlevelsen, der tæller. Det bankende hjerte i midten af verden. Menneskets drøm om at skabe et sted”, som Bo Green slutter sin rosende anmeldelse i Weekendavisen.