Green Book

Lørdag 16. 11. 2019
Sæsonens dobbeltarrangement en lørdag med mad ind imellem de to film er altid imødeset med spænding. I år er der tale om to særprægede og meget forskellige amerikanske film.

Klokken 19.30
Green Book
Filmen, vi viser efter maden, foregår i 1962, og bogen som har givet filmen dens titel var dengang en virkelig bog, en rejseguide for sorte mennesker, der oplyste dem om hvor i sydstaterne de kunne spise og overnatte uden at komme i karambolage med sydstaternes rigide racelove.
Filmen er en klassisk fortælling om modsætninger, der mødes. I denne udgave Tony, den primitive dørvogter i en natklub, og Don Shirley, doktor i psykologi og feteret pianist. Og ikke at forglemme: Tony er hvid italiensk-amerikaner, Don er sort. Tony bliver, da han bliver arbejdsløs, hyret som chauffør for Don, da han skal på koncertturné i Sydstaterne. Handlingen udgøres så af hvad de to kommer ud for undervejs, og den udvikling de gennemgår, både indbyrdes og i forhold til omgivelserne.
Det er en både klog og morsom feel-good-film i et klassisk amerikansk filmsprog.

Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag.
Tilmelding til maden er nødvendig og skal ske senest onsdag d. 13 november
på tlf. 4057-8804 (Paw) eller  4031-0143 (Birthe)
Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.