Darkest Hour

Dobbeltfilmarrangement 
Den sidste film af 2 denne dag er denne som vi sætter i gang kl. 19.30 Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag. Tilmelding er nødvendig senest onsdag d. 11 november på tlf. 4057 8804 eller 5885-5209. Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning

 

Maj 1940. De tyske nazistiske tropper har knust den franske modstand og trængt de britiske styrker tilbage ved Dunkerque. Det er op til Storbritanniens aldrende premierminister, Winston Churchill, at afværge den nærmest uundgåelige invasion. Skønt hverken kongen eller partifællerne stoler på hans dømmekraft og presser på for at forhandle med Hitler, står Churchill fast på sit credo: Giv aldrig efter.

Jeg har elsket dig så længe

Juliette løslades efter 15 år i fængsel og får husly hos sin søster og dennes familie i Nancy. Det er svært for hende, fåmælt og indesluttet som hun er, at klare tilværelsen uden for fængslet, og hvorfor har hun overhovedet været der? Spillet mellem de to søstre er filmens omdrejningspunkt, og filmen er en præcis og skarp undersøgelse af de psykologiske mekanismer, der findes i menneskers relationer. Brikkerne falder på plads, efterhånden som den debuterende instruktør og manuskriptforfatter elegant folder historien og karaktererne ud i velspillede scener.

”Der er film, som imponerer med deres fysik – med storslåede filmiske kvaliteter, effekter, et visuelt overrumplende univers og vild, kreativ nytænkning. Og så er der film, som på upåfaldende vis fortæller en historie, der kryber ind under huden på tilskueren, som efterlades rørt, lamslået og magtesløs over fortællingens kraft. Sådan en film er den franske ”Jeg har elsket dig så længe”, skriver Sophie Sonne i Politikens rosende anmeldelse.