Nymphomaniac

Søndagsarrangement. Dørene åbnes kl. 13.00 Filmen starter kl 13.30. afbrudt af en pause med cafe midtvejs. Gå ikke glip af denne filmoplevelse.

Den første af sæsonens to lange søndagsfilm er Lars von Triers vilde og poetisk og erotiske, men overhovedet ikke pornoagtige langfilm, som vi viser i den nedklippede 4 timers version ( vi vover trods alt ikke at vise filmen i hans personlige 5½ timer lange udgave! ).

Filmen følger den ca. 50-årige Joes lange rejse gennem livet. En kold aften finder den ældre charmerende ungkarl, hr Seligman, hende gennembanket i en gyde. Han tager hende med hjem for at pleje hende, mens han spørger ind til hendes liv. Joe, der selv diagnosticerer sig som nymfoman, fortæller derefter sin overdådige og saftige livshistorie til Seligman, der selv er en aseksuel bogorm.

Flertallet af anmelderne er forvirrede, men også meget imponerede, som Chr. Monggaard i Information, der kalder filmen et ”monstrum af en film, en krævende og svært definerbar blanding af mainstream og eksperiment, af en erotisk dannelsesrejse og filosofisk diskurs, af menneskelig tragedie og sort komedie….en væsentlig og fascinerende udbygning af en allerede markant filmkunstners betydelige oeuvre. Den rammer mig intellektuelt og fysiologisk, lige i hjernen, maven og skridtet, og selv om 4 timer er lang tid, er det ikke for lang tid”.

Melancholia

Lars von Triers seneste film er fra foråret 11 og altså mere end et år gammel, men af flere grunde værd at vente på (eller gense!). Bl.a. fordi filmen er i det ny digitale format, 2D, som vi nu har fået installeret i Den gamle biograf. Alene rent teknisk er filmen om planeten Melancholias kurs mod jorden nemlig en fantastisk oplevelse. Den altid kontroversielle instruktør er om noget en billedmager, især i de dvælende billeder af den stadig nærmende sig planet, støttet af Wagner på lydsiden som dramatisk understregning af budskabet og skønheden i undergangen.

Filmen er ellers slet ikke nogen science-fiction-film, som man måske kunne tro, men fortæller om to meget forskellige søstre. Den hvide brud, den lyshårede Justine, er melankoliker og ansat i reklamebranchen. Den mørkhårede Claire har valgt familien og snusfornuften, om end i rige omgivelser på ægtemandens chateau, hvor søsterens bryllup og den senere handling finder sted. I sit irritable had-kærlighedsforhold til søsteren, håber Claire nu i starten på at søsteren har valgt hendes vej i livet, den pragmatisk-rationelle i stedet for den depressive-irrationelle. Det viser sig snart ikke at være tilfældet…

Glæd jer til en formidabel åbningsfilm i jeres ny digitale filmklub!

En Familie

Af uransaglige grunde fik vi ikke i filmklubben vist den lovende unge instruktør, Pernille Fisher Christensens to første film, hvoraf især En soap ellers vandt priser og på mange måder var en rigtig filmklubfilm. Nu indhenter vi lidt det forsømte ved at vise hendes smukke og roste 3. film om en gammel familie, hvis stolte familiebageri det ikke er så let at videreføre ved faderens død.
Familiens overhoved kæmper sin dødskamp, mens to voksne døtre af første ægteskab, en ny yngre kone og deres to mindreårige børn alle gennemlever forskellige konflikter og modstridende følelser, mens de følger den. Især den ældste datter, der har godt gang i sit eget liv, rammes af  faderens krav om at føre familievirksomheden videre. Ja, filmen stiller hende det spørgsmål, som Informations anmelder formulerer det, ”hvad det bør indebære at være datter, og kæreste, og tåleligt menneske, når livet vil frem i fuld fart, mens familiedynastiets 300 år gamle surdej gærer bagerst i samvittigheden”.
Det er en fin, lille film, der insisterer på sit alvorlige indhold og ikke lefler for kravet om underholdning. Og især Jesper Christensen yder som den døende familiepatriark en betagende præstation.

Små Ulykker

Dette kan dansk film altså: Den socialrealistiske hverdagskomedie. Tænk bare på ”Italiensk for begyndere”, ”En kort, en lang”, ”At klappe med en hånd” og ”Okay”. Præcise, morsomme og sande portrætter af hverdagens danskere.
I aftenens meget vellykkede debutfilm af slagsen møder vi en rigtig dansk familie, der kommer i krise da moderen dør. Faderen og de fire voksne søskende bliver for en tid mindet om, at de udgør en familie, og efter at have gennemlevet diverse små og store kriser, kommer de stærkere ud på den anden side, både hver for sig og som familie. Morens død bliver altså en katalysator til at beskrive relationerne mellem disse nære slægtninge, der bakser med problemer, som enhver biografgænger fra en eller anden vinkel kan genkende.
Det specielle ved ”Små ulykker” kan vi, der har set Mike Leighs film, især ”Hemmeligheder og løgne”, men også sæsonens ”All or nothing”, let genkende. Skuespillerne har arbejdet tæt sammen om opbygningen af deres roller, så vi helt ned i detaljen får den realistiske menneskefremstilling frem. Det gælder nemlig den realistiske detalje og derigennem afsløringen af hvad mennesker er og bærer på af – hemmeligheder og løgne! Det er glimrende, usentimentalt og præcist gjort af en lang række fremragende danske skuespillere, vi ellers ikke ser så meget til på film.