Nøgle hus spejl

Efter et langt livs ægteskab må Lilly og Max flytte på plejehjem, da Max rammes af en hjerneblødning. Lilly passer trofast sin mand, men da en livsglad, svensk herre kaldet ”Piloten” flytter ind på naboværelset, falder hun pladask for hans charme. Personalet og familien misbilliger hendes ny forelskelse, og det provokerer Lilly til endelig at tage kontrollen over sit eget liv.

Vi lever længere, og det giver nye levemåder. Det stille tabu omkring gamle menneskers emotionelle og erotiske voksenliv krakelerer heldigvis. I film dukker gamle nu op som andet end bedsteforældre og biroller, nemlig som rigtige mennesker, der i nogle tilfælde kan nå at leve flere liv.

Ghita Nørby og Sven Wollter er et fortryllende par i en på trods af alder og demens rigtig feel-good’er efter generalforsamlingen!

Stille Hjerte

I ydre henseende er ”Stille hjerte” en beskeden film, stort set begrænset til en enkelt location, hvor en familie samles over en weekend for at koncentrere sig om en tragisk begivenhed. Søstrene Sanne og Heidi har tilsyneladende accepteret deres syge mors ønske om at dø, før sygdommen forværres, men som weekenden skrider frem, bliver morens beslutning sværere at håndtere, og gamle konflikter dukker op til overfladen.

Men er det ikke netop i de ”beskedne” intimfortællinger, at Bille August er bedst. Vi husker faktisk med større glæde en film som ”En sang for Martin” om den demensramte dirigent, som vi viste for snart en del år siden i klubben, end de stort anlagte internationale ”Åndernes hus” og ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Når Bille rendyrker kammerspillet og lader sit på en gang klinisk skarpe og kærlige blik på personerne styre forløbet, opstår der en helt anden nerve, nærhed og varme.

Anmelderne er i hvert fald enige om, at aftenens film er en af Bille Augusts bedste!

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30